SF Ungdom
Sofie Tolstrup
Tidspunkt: Onsdag d. 30.juni kl. 12
Emne: Ungdomsarbejdsløshed
Blandt danske unge er arbejdsløsheden nu oppe på 65.000 (ifølge Eurostat og OECD). For mig og SFU er det utrolig vigtigt at vi får gjort noget ved problemet før vi taber en hel generation på gulvet! Det er et emne der lige nu optager mange unge da de selv er arbejdsløse/kender nogen der er arbejdsløse, og jeg tror det kunne være rigtig spændende at diskutere netop denne sag med de unge selv!
Om Sofie:
Sofie er 20 år gammel. Hun har været aktiv i SFU siden hun gik i 1.g og var til d. 17. maj demonstration med 100.000 mennesker, hvor hun fandt ud af at det nytter at gøre noget, når man er utilfreds med det samfund man lever i!
Hun er pt. ansat i SFU som organisationskonsulent, men stopper til juli hvor hun i stedet indtræder i SFU’s landsledelse. Hun bor på Amager med to veninder, men kommer oprindeligt fra Hillerød hvor hun også blev aktiv i politik.
Om SFU:
Hver dag bliver verdens rigeste endnu rigere, mens fattigdommen rammer stadig flere. Hvert år forringes og udhules det velfærdssamfund, som skaber tryghed og frihed for flertallet af danskere. Det økonomiske system, kapitalismen, sætter overskud til virksomheder over alle andre hensyn, og troen på kapitalisme med et menneskeligt ansigt giver ikke længere mening. I kapitalismen er indflydelse afhængig af størrelsen på pengepungen, og mennesker og miljø kommer i anden række efter penge og profit. I de seneste år har vi oplevet kapitalismens indtog på områder, der før lå under staten, fx vandforsyning, uddannelse og offentlig transport. Kapitalismen ønsker at fortsætte denne udvikling, til alt er privatiseret, men det sker ikke uden modstand.
En ny verdensomspændende bevægelse har rejst sig. Under parolen ”En anden verden er mulig!” samler græsrødder, fagforeninger, venstrefløjens partier, studenter- og elevorganisationer sig. Bevægelsen er i fortsat fremgang, og dag for dag bliver bevægelsens budskab mere indlysende: Kursen må lægges radikalt om. Når verdens rigeste får stadig mere magt, når flertallet end ikke bestemmer over egen hverdag, og når vi i Danmark ser nedskæringer og forringelser i vores velfærd, må det stå lysende klart, at en anden verden ikke bare er mulig; en anden verden er nødvendig! En verden uden krig, hvor folket har magten, og hvor alle har lige muligheder. Stærke kræfter i verden vil gøre alt for at opretholde den nuværende orden, men SFU tror på folkets evne og styrke til at ændre verden.
Læs mere om SFU på www.sfu.dk.





















